
Hej internet!
Jeg hedder Kristina, jeg er 46 og bor udenfor Næstved med min kæreste, hund og min kærestes to dele-teenagedrenge, der lige dele får mig til at føle mig sygt gammel, når jeg kan høre mig selv gentage alle mine forældres formaninger, og lige dele åbner helt nye verdener for mig.
Jeg har lavet denne her tegneserie, Live fra Lolland, siden 2013. Dengang boede jeg på Lolland, og derfor gav det god mening, at den hed sådan. Jeg har ikke boet på Lolland siden 2023, men jeg kan ærligt talt ikke finde på et bedre navn.
Til daglig arbejder jeg som stribetegner hos blandt andet Hendes Verden og på en helt ukuelig optimisme, der får mig til at tro, at folk har lyst til at købe mine ting her i webshoppen.
Jeg har tidligere arbejdet som stribetegner hos FEMINA og Folketidende, og så har jeg tegnet striber til kampagner for Region Sjælland, DGI og mange flere.
Jeg har full blown ADHD og befinder mig bedst i min egen lille verden, hvor ingen kan forstyrre mig, mens jeg arbejder.
Jeg elsker dyr og dyr og dyr. Og Taylor Swift. Og alt muligt punk. Og at se fodbold. Eller cykelløb.
Mine hobbyer er at se fjernsyn, høre podcasts og snakke med vores hund, Viggo. Jeg strikker ikke eller drejer ting i ler. Jeg siger, at jeg dyrker yoga, men det er nok mest bare, fordi jeg har købt en dyr yogamåtte.
Jeg har udgivet 3 bøger i Live fra Lolland-universet og illustreret en masse bøger for andre, og jeg arbejder pt. på min 4. bog, som jeg håber udkommer i oktober/november 2026.
Lige pt. har jeg en hånd, der hele tiden brænder – vist noget tennisalbue og nerver, der sidder i klemme, som jeg betaler alle mulige behandlere i dyre domme for at slippe af med, for den gør mit tegneri sygt langsomt. Så måske bliver den bog lidt forsinket.
Jeg elsker lyserøde ting.
Jeg har som barn haft flere dyr, som jeg døbte Pernille, fordi jeg syntes, det var det pæneste navn i verden.
Jeg er ekstremt introvert (selvom jeg overhovedet ikke er genert, og jeg kan tale med de fleste om et eller andet) og har meget få veninder. Men dem, jeg har, elsker jeg og passer på. Og jeg er lige nu i noget begynde overgangsalder, så der går sjældent en dag hvor jeg ikke er rasende over noget - som regel noget med patriarkatet.